Stil et spørgsmål, så det engagerer hele klassen
Michael Sørensen
Forfatter
Michael er afdelingsleder og ansvarlig for lærertræning på True North Efterskole. Han deler ud af sine egne oplevelser som underviser og kommer med god inspiration til andre.
SOM underviser motiveres jeg af at se og mærke, at en hel klasse er engageret i selve undervisningen. Derfor mener jeg også, at jeg som underviser har et særligt ansvar for, at hele klassen tager del og får mulighed for at bidrage.
En af de læresætninger, jeg løbende vender tilbage til er: ”The goal of questioning is NOT to get students to answer; it’s to get them to THINK.”
På True North Efterskole kaldes denne strategi for ”spørg effektivt”. Strategien kan have mange former alt afhængig af underviser og klasse, men udgangspunktet kredser om tre punkter: Spørg, vent, og vælg elev.
Formålet er at skabe et klasseværelse, hvor eleverne er engagerede i, hvad der sker og er aktive i arbejdet med at skabe læring. Eleverne skal tænke og søge svaret fremfor at komme med et pistolskud af et svar – hentet direkte fra undervisningsmaterialet.
Lad mig dykke ned i, hvordan jeg griber ”Spørg effektivt”-strategien an.
- Stil spørgsmålet
Jeg sørger ofte for at stille et spørgsmål, som lægger op til, at eleverne skal komme med et svar, som ikke kan slås op i formelsamlingen eller grundbogen. Det sætter den kreative tankeproces i fuld sving, og det hjælper eleverne – i hvert fald i mange sammenhænge – til at reflektere over læringsmaterialet på anden vis end normalt.
- Giv eleverne tid til at finde frem til et svar
Jeg går rundt i klassen og lytter forsigtig med ved de forskellige grupper og hjælper dem som har svært ved at komme i gang. Her er jeg også opmærksom på de elever, som sidder og snakker om spørgsmålet og giver måske gode idéer til, hvor de kan finde inspiration til et svar.
- Saml klassen og spørg igen
Jeg vælger ofte elever, som hjælper med at svare på det spørgsmål, jeg nu engang har stillet. Nogle gange er eleverne generelt ivrige og vil gerne deltage, mens det kan være anderledes i andre klasser. Derfor gør jeg også relativt ofte brug af en navnegenerator, som vælger en elev til at give et svar. På den måde bliver det meget tilfældigt, hvem der skal svare, og eleverne bliver gjort opmærksomme på strategien, og at det måske kan være deres navn, der bliver råbt op. Netop brugen af navnegeneratoren understreger vigtigheden af punkt to, da det spiller en stor rolle, at alle elever når frem til et svarforslag. Dermed undgår man som underviser også en situation, hvor en elev kan føle sig udstillet ved at blive udvalgt til at svare, men ikke har et svar på hånden.
Jeg ved, at når jeg stiller et spørgsmål, så vil nogle elever kunne svare på det med det samme. Men jeg ved også, at nogle elever har brug for mere tid for at kunne svare. Derfor ser jeg det også som min opgave som underviser, at alle – i en vis udstrækning – får mulighed for at være med.
Ved at arbejde med strategien for at spørge effektivt, vil flere elever vil kunne svare, og jeg oplever ofte, at læringen får bedre grobund for at spire. Ydermere ser jeg også, at det giver større energi i klassen, fordi alle elever bliver engageret i spørgsmålet og kan dele de ting, som de hver især kan huske. De begynder både at bruge hinanden som en ressource, men bliver også engageret i det, som sker i klasseværelset. For mig er resultatet af ”Spørg effektivt” en vindersituation for alle.
Gå på opdagelse i biblioteket
Forslag til dig