“Du ligner ikke en tysklærer”

– At bryde med dine elevers forventninger

Pernille Ebbesen Jensen

Forfatter

Pernille er dansk og tysk lærer på True North Efterskole. Med afsæt i egne erfaringer dykker Pernille ned i, hvordan forskellige virkemidler kan bruges til at styrke undervisningssituationen.

Lyd artiklen kommer snart

"Du ligner ikke en tysklærer"

KENDER du det, at dine elever tænker ÅH NEJ, når du præsenterer dagens emne? Du kan se det i deres blikke. Øjnene søger allerede mod anden adspredelse. Få minutter inde i dagens undervisning ser du elever bruge computerskærme som flyverskjul, og i deres airpods sætter Nik & Jay ord på deres tanker: ”Ku’ vi lave en hudini / ku’ vi lave en hudini / og bare forsvinde væk herfra?”.     Det oplever jeg tit som tysklærer. Luften er gået af ballonen, inden du har nået at sige ”Guten Tag”. Som nyuddannet tysklærer var det en svær kamel at sluge. Jeg var overrasket over, HVOR mange dårlige historier elever kunne fortælle om tysk –både faget, undervisningen og lærerne. Jeg søgte råd hos mine kolleger, der underviste i alt fra fysik til samfundsfag, og de kunne fortælle lignende historier fra deres elever. Det fik mig til at overveje:    Hvordan formidler man et emne, som eleverne på forhånd har en forestilling om, er kedeligt, irrelevant og måske endda forældet?   For mig blev løsningen at bryde med deres forventninger. Jeg ville gøre det, eleverne ikke forventede af en tysklærer og af tyskundervisningen. Senere fandt jeg ud af, at det var en meget effektiv måde at motivere mine elever og skabe fornyet engagement for faget. Uanset om du underviser i matematik, engelsk eller biologi, så vil det at bryde med dine elevers forventninger have en positiv effekt på deres læring og engagement i faget. Formålet med denne artikel er derfor at dele min erfaring, og læser du artiklen til ende, så får du også historien om dengang, en elev sagde til mig: ”Du ligner ikke en tysklærer”. Jeg håber, at du vil med på rejsen. Lad os begynde ved et bjerg i Tanzania. Stop lige engang – hvad har det med kedelig tyskundervisning at gøre? Bare vent, bjergbestigning og tyskundervisning har mere med hinanden at gøre, end man umiddelbart skulle tro.    Fase 1: Skal du med til Tanzania og bestige Afrikas højeste bjerg? Spørger du 30 teenagere, om de kunne tænke sig at vandre 12-14 timer i døgnet i 8 dage i streg, sove i et vådt telt og besørge i naturen, så ligner svaret det, jeg fik, da jeg præsenterede dagens emne i min føromtalte tysktime. Nej. Tak.    Som underviser står jeg tit i den situation, at jeg ville ønske, at mine elever var mere som Jim Carrey i ”Yes Man”, der sagde JA til alle mine opgaver og udfordringer. Men for at vende tilbage til virkeligheden, så handler fase 1 om at lytte til de unges erfaringer. Måske har de stadig traumer fra den sommerferie, hvor deres forældre havde bestemt, at de skulle vandre langs Hærvejen, i hvad der føltes som konstant regnvejr og blæst, og de fik vabler på størrelse med Mariekiks. Det er umuligt at overbevise teenagere om at give bjergbestigning eller tyskundervisning en chance, hvis ikke man sætter sig ind i og viser forståelse for, hvad de har med sig i rygsækken (for at blive i samme billede). I mit tilfælde nedskrev jeg noter til mine elevers erfaringer, som overordnet kan opsummeres i tre punkter:
  1. Undervisningen var kedelig og ensformig.
  2. Materialet var forældet og grammatikken uforståelig.
  3. Relationen til læreren var dårlig. 
  Noterne gav mig en værdifuld indsigt i deres forventninger til faget. Jeg blev klogere på, hvordan jeg ville gribe min undervisning an, fordi eleverne gav eksempler på, hvad der havde gjort undervisningen ensformig, materialet forældet og relationen til læreren dårlig. Lyttestrategien fra fase 1 gav eleverne følelsen af at blive set og hørt. Så langt så godt, men hvordan får vi eleverne til at sige ja til udfordringen om at bestige Afrikas højeste bjerg og dermed give tyskfaget en ny chance? Hold på hat og vandrestøvler – du får svaret lige nedenfor.   Fase 2: SAY YES TO THE… Fase 2 handler om mindset – den mentale indstilling. Hvorfor er det nu relevant? Fordi det mentale er mindst lige så vigtigt som det fysiske, når du skal bestige Kilimanjaro eller have tysk (det sidste er endnu ikke videnskabeligt bevist). Det lyder lettere sagt end gjort at ændre på et fastlåst mindset, tænker du måske. De fleste elever har mange års erfaring med at gå i skole, og det er derfor sin sag at vende op og ned på noget, hjernen har lært, er kedeligt og irrelevant. Jeg vidste, at mit forsøg på at ændre elevernes forestillinger og forventninger til faget ville være forgæves, hvis ikke eleverne selv valgte at give faget en ny chance. Derfor sagde jeg til klassen:   ”Jeg kan godt forstå, at det har været svært at interessere sig for tysk, når undervisningen har været – som I har beskrevet – kedelig, ensformig og forældet. Nu er der bare én afgørende forskel fra, da I havde tysk sidst… I havde ikke mig som underviser. Så kan vi aftale, at I giver tyskfaget en ny chance, og til gengæld vil jeg gøre mit bedste for, at undervisningen bliver spændende, relevant og lærerig?”    De fleste elever kan se fornuften i at købe ind på en aftale, hvor de har alt at vinde og intet at tabe. Mit spørgsmål giver eleverne en følelse af autonomi. Ved at give eleverne et valg motiverer jeg dem til at tage aktiv del i deres egen læring (læs mere om de 5 motivationsknapper her). Når eleverne har valgt, at de vil give tyskfaget en ny chance, så er deres mindset åbent, og det er en forudsætning for at kunne ændre deres forestillinger om faget.    Eleverne i min klasse købte ind på aftalen og for at vende tilbage til vores rejse til toppen af Afrika, så svarer det til, at vores unge bjergbestigere har sagt JA til udfordringen. De har endda indkøbt vandrestøvler, vandrebukser, vandresokker, regntøj, sovepose, liggeunderlag og andet relevant udstyr, som ekspedienten i Eventyrsport overbeviste dem om, var et must-have. De står nu klar ved foden af Kilimanjaro, spændte og forventningsfulde. Hvis du tænker, at rejsen indtil nu har været udfordrende, så er det ingenting imod, hvad der venter…    Fase 3: En uventet rejse En succesfuld bjergbestigning og en succesfuld undervisning har det til fælles, at de begge er grundigt forberedt. Den tredje og sidste fase handler om forberedelse og at nå til tops.    Når man skal bestige Kilimanjaro, så er der mange forskellige måder og ruter, der fører dig til toppen. Der findes en Rongai-rute, en Lemosho-rute, en Machame-rute (også kaldet Whisky-ruten), en Shira-rute og mange flere. Det samme gælder, når du planlægger undervisning – forskellige ruter til forskellige formål. Min bryd-med-mine-elevers-forventninger-rute indeholdt følgende:
  • Energifyldt musik ved timens begyndelse. Alle elever blev modtaget i døren med en hilsen og øjenkontakt, så de følte sig set.
  • Underlige rekvisitter, der skulle vække elevernes nysgerrighed og lede dem i retning af dagens tema. En stor kuffert. Et farverigt håndklæde. Et mørkerødt pas. Mange små, tynde bøger. Et par sorte solbriller. En halvtom tube solcreme. 
  • En quiz, der spillede på deres fordomme om mig som tysklærer, fordi humor og selvironi er en populær strategi blandt teenagere. De skulle bl.a. gætte på, om min livret var Wiener Schnitzel… Utroligt så mange elever, der troede det! 
  • Et tekstarbejde udformet som en samarbejdsøvelse med bevægelse, så alle læringskanaler blev aktiveret. 
  • En grammatikopgave forklædt som en fortælling om superhelte. Vidste I, at præpositioner har superkræfter? 
  • En refleksionsøvelse med tid til fordybelse og evaluering af undervisningen.
  • Energifyldt musik ved timens afslutning. Alle elever blev sendt videre til næste time med et smil og et ”tak for i dag”.
I min undervisning indtænkte jeg variation og diversitet (læs mere her), og jeg så, hvordan det holdt mine elever motiverede og engagerede i et emne, de tidligere havde dømt til at være både kedeligt og forældet. Jeg krydrede programmet med energifyldt musik (læs mere her) og godt humør i håb om, at mit engagement ville smitte af på eleverne. Elevernes feedback var meget positiv. Timen sluttede med, at en elev sagde til mig: ”Du ligner ikke en tysklærer”. Eleven må have set forvirringen i mit blik, for hun gav sig straks til at forklare: ”Ja, du er jo fyldt med god energi, og du gør tyskundervisningen sjov og spændende”. I det øjeblik gik det op for mig, at mine elever og jeg havde nået toppen. Vi stod og betragtede Afrikas smukke landskab. Det betød ingenting, at luften var kold og tynd, for vi var nået i mål. 5895 meter over havets overflade.

Gå på opdagelse i biblioteket

Forslag til dig

Alle elsker traditioner

Hvilke lærere husker du?