Fremtiden bliver for fed!

Kathrine Bartholomæussen

Forfatter

Med afsæt i egne erfaringer dykker Kathrine ned i, hvordan forskellige virkemidler kan bruges til at styrke undervisningssituationen.

Oplæsningen af artiklen kommer snart

Fremtiden bliver for fed!

DET er vigtigt at leve i nuet og bare nyde det hele. Især når man er ung, for den tid kommer jo aldrig tilbage. Det er sådan noget voksne kan finde på at sige, og det lyder ærligt talt lidt underligt i en teenagers ører. For nogle dage kan det være lidt trættende med matematikafleveringer og irriterende forældre, og det virker som om, at alt det fede sker, når man lige bliver lidt ældre. Al den snak om at nyde nuet kan også virke dobbeltmoralsk, for på samme tid vil de voksne rigtig gerne have svar på, hvad der skal ske næste år, efter 9. klasse, og når du bliver voksen. Det er allerede nu, karaktererne tæller, og det er allerede nu, man skal tænke på uddannelsesparathed og træffe store valg. Derfor er det ikke så underligt, at fremtiden fylder en del og kræver meget tankevirksomhed.

Og med god grund! For fremtiden er ikke bare noget, der venter ude i horisonten. Den er vigtig, og det er noget, vi skal forholde os til allerede nu. Fremtiden byder både på store udfordringer og bekymringer, men også vilde oplevelser og opfindelser, som vi kan glæde os til at tage del i. Vi vil gerne være godt forberedt på, hvad der venter os, og hvad der forventes af os, når vi kigger lidt længere frem end bare næste skoleår. Så udover de almindelige forberedelser på fremtiden, som studievejledning, brobygning og besøg på ungdomsuddannelser, har vi på True North Efterskole et årligt tilbagevendende arrangement, der giver vores elever et smugkig på, hvad vi kan vente os af fremtiden: både de udfordringer, vi skal være med til at løse, og de muligheder nye teknologier og anderledes perspektiver åbner for. Vi kalder eventet Awsome Future Days, for det er netop dét, vi forventer, at fremtiden bliver.

 For at gøre Awsome Future Days til noget ekstraordinært, har vi hentet hjælp fra dygtige og inspirerende mennesker hos Singularity University. Sammen med deres netværk af iværksættere, forskere og etablerede virksomheder indtager Singularity True North Efterskole i to dage, hvor de deler ud af deres viden, erfaringer og vilde historier fra Silicon Valley, Den Internationale Rumstation og knapt så glamourøse beretninger fra sene aftner i et værksted eller laboratorie, hvor vedholdenheden virkelig har været på prøve.

 

Inspiration fra de bedste

Awsome Future Days er en blanding af inspirerende keynote speaks, refleksionsøvelser, idégenerering, prototyping og elevernes egne projekter. Den første dag møder eleverne fire keynote speakers, der repræsenterer forskellige sektorer og til dagligt arbejder indenfor vidt forskellige områder, men som har det til fælles, at de gerne vil gøre en forskel for kommende generationer gennem deres arbejde. Disse keynote speakers tæller blandt andre:

  • Anita Schjøll Brede: CEO og medstifter af Iris.ai, AI Science-assistant – en af 10 mest innovative virksomheder inden for kunstig intelligens.
    • Erik Thümer: Transformede Thürmer Tools, en 122 år gammel traditionel værktøjsfirma, til en innovativ virksomhed, kåret som den førende digitale virksomhed i Danmark
    • Habib Frost: Stifter og CEO af Neurescue, som udvikler computerstøttet medicinsk udstyr til at hjælpe akut-patienter. Forsker i gen-redigeringsteknologien CRISPR og blev uddannet som den yngste læge nogensinde i Danmark
    • Laila Pawlak: CEO og medstifter af SingularityU Nordic. Nomineret to gange til årets kvindelige iværksætter, kåret som årets investor og er på listen over top-100 kvindelige rollemodeller
    • Kris Østergaard: Medstifter af SingularityU Nordic og global Singularity University fakultet og taler om innovation i større etablerede virksomheder

Oplæggene er lige så forskelligartede som oplægsholdernes biografier. Eleverne bliver således klogere på alt fra AI, 3D print, fremtidens medicin og teknologiske landvindinger, der kan skabe en grønnere fremtid. For at sikre diversitet og støtte elevernes forståelse og engegement, hænger alle talks sammen med praktiske øvelser, og der er efter hvert oplæg mulighed for at stille spørgsmål direkte på scenen.

 

Forstå udfordringerne, grib mulighederne

Når det allerede nu er muligt, at 3D printe værktøj på Den Internationale Rumstation og manipulere vores gener, så vi hverken bliver syge eller gamle, kan man så overhovedet forestille sig, hvilke udfordringer, vi ellers har behov for at løse? Og når noget bliver så komplekst og kompliceret, er det så muligt at se, hvordan man selv, som helt almindelig teenager, skulle kunne bidrage med en løsning på så store problemstillinger? Det kan de fleste faktisk godt. Når først man har fået en idé om, hvad der allerede nu kan lade sig gøre, er det ikke specielt svært at se, hvilke problemer der er mest påtrængende. I øvelsen Moonshot Thinking gælder det således om at give sin fantasi frit løb og forestille sig, hvilken udfordring man ville kaste sig over at løse, hvis alle de nødvendige ressourcer var tilgængelige.

Efter Moonshot Thinking mødes eleverne i deres arbejdsgrupper, hvor de skal fortsætte diskussionen om, hvad de mener, verden har brug for. Der er ingen regler for, hvilken genre de skal bevæge sig indenfor, men de ved, at den jury de skal præsentere deres idé og produkt for, vil lægge vægt på, at bæredygtighed er tænkt ind i produktet (enten som primært eller sekundært outcome), at der er fokus på en afgrænset målgruppe, og at produktet kan skabe et bedre liv for målgruppen.

Alle grupper arbejder ud fra den samme køreplan og har en fælles deadline for, hvornår deres præsentation skal afleveres. I Præsentationen skal gruppen have beskrevet, hvilket problem de arbejder på at løse, og hvorfor det er relevant at give sig i kast med. De skal ligeledes præsentere deres løsning og forklare, hvorfor netop denne vej er den rigtige at gå. Desuden skal de overveje, hvem der kan hjælpe dem med at udvikle deres koncept, samt reflektere over, hvad det allerførste skridt i processen skal være, hvis de rent faktisk skulle starte innovationseventyret i dag.

Processen er til tider hæsblæsende og bølgerne kan gå hø, men det er også det, der er meningen. Det er målet, at eleverne lader sig opsluge af at finde svar og løsninger på verdens store udfordringer ved hjælp af teknologiens fascinerende muligheder. Selvom forløbet egentlig er kort, er der både store armbevægelser og store følelser. De vilde og kreative idéer springer ud af en oprigtig lyst til at gøre noget, og eleverne oplever at have gang i noget betydningsfuldt.

 

Må den bedste idé vinde — og blive til flere gode idéer!

Det lyder jo vildt, at man på den måde kan være kreativ på kommando. At man bare, fordi nogle opfindere påstår, at det kan lade sig gøre, pludselig kaster sig ud i at ville hjælpe andre. En del går til opgaven med en vis portion skepsis. Det er uvant territorie, og det kan umiddelbart virke lidt urealistisk, at man skal nå så meget. Hvad nu, hvis man slet ikke kan få nogen idé? Heldigvis bliver langt de fleste bekymringer manet til jorden, når først vi er i gang, og alle grupper ender med at have et produkt at præsentere.

Gruppernes første præsentation foregår på tre sub stages, der har hver deres jury bestående af dagens keynote speakers og alumner fra Singularity University, der også til daglig arbejder med innovation og iværksætteri. Hver gruppe får lov at præsentere deres projekt og løsningsforslag i form af et produkt, og på hver substage vælges to grupper til at gå videre i finalen. Den ene gruppe er Jury’s Pick (det projekt, juryen tror mest på) og den anden er People’s Choice (det projekt, publikum bedst kan lide). Finalen er en præsentation foran hele skolen og en udvalgt jury. Også finalen har to vindere under samme kategorier som på the sub stages: Jury’s Pick og People’s Choice. Udover en præmie for deres gode arbejde, får begge vindergrupper også mulighed for at bruge juryen og Singularity University’s netværk til at arbejde videre med deres projekt, hvis de har lyst.

Selvom der kun er to grupper, der umiddelbart løber med æren og præmierne, er det ikke retvisende for, hvor mange projekter, der efter vores Awsome Future Days burde arbejdes videre på. Der er dog ikke mange elever, der lige nu og her — midt i deres efterskoleår — har mod på at springe ud som iværksættere. Men det behøver de såmænd heller ikke, for hele idéen med at have disse dage, hvor vi sætter spot på fremtidens muligheder, er blot at rykke lidt på de unges opfattelse af teknologiens såvel som deres eget potentiale. Det er vores håb, at alle elever tager derfra med en følelse af, at fremtiden byder på et væld af muligheder og måske endda føler sig fristet til at tage livtag med de udfordringer, der lurer. Så er vi godt på vej!

Gå på opdagelse i biblioteket

Forslag til dig

Styring af læringstilstande: Fasthold elevernes koncentration

Stil et spørgsmål, så det engagerer hele klassen